Dinosaurens vej

by Mikael Kristiansen 29. May 2009 01:46

Google har igennem de seneste år lanceret en ærefrygtindgydende række applikationer og services på internettet. Men indimellem går det også den anden vej, og luften bliver lukket ud af ballonen på nogle af de mange tiltag.

I 2006 lancerede Google en ny søgemaskine, Searchmash.com. Searchmash var fra starten af ment som en legeplads for Google til at udføre eksperimenter med især brugergrænsefladen og præsentation af søgeresultater, som endnu ikke egnede sig til at blive implementeret i Googles officielle søgemaskine. Det var aldrig meningen, at searchmash skulle tiltrække en stor skare af brugere.

Der er mange måder at dreje nøglen om på. Google bruger det retoriske greb, man betegner som en eufemisme. Den Store Danske Encyklopædi definerer eufemismen som en "formildende omskrivning af stødende realiteter; fx gå bort eller sove hen for at ."

I stedet for kort og godt at skrive, at searchmash er blevet nedlagt eller aflivet, skriver Google, at "searchmash has gone the way of the dinosaur". Den formulering rummer en god del humor, men fanger samtidig den tragiske dimension i lukningen af endnu en webapp.

searchmash

Hvis man er mere til den skånselsløse, direkte fremlæggelse af fakta, kan man tage en tur over til TechCrunchs såkaldte deadpool, som er et katalog over bristede webillusioner.

Tjek influenzatendenser på Google

by Mikael Kristiansen 18. November 2008 16:53

Google tilbyder nu også at hjælpe os med at følge tendenser for influenzaudbrud. Det sker på Google Flu Trends, der dog indtil videre kun viser influenzatendenser for USA. Det viser sig nemlig, at der er en sammenhæng mellem antallet af influenzatendenser og antallet af influenzarelaterede søgninger på Google.  

Google Flu Trends

Google skriver selv om begrundelsen for at bruge Google Flu Trends:

So why bother with estimates from aggregated search queries? It turns out that traditional flu surveillance systems take 1-2 weeks to collect and release surveillance data, but Google search queries can be automatically counted very quickly. By making our flu estimates available each day, Google Flu Trends may provide an early-warning system for outbreaks of influenza.

For epidemiologists, this is an exciting development, because early detection of a disease outbreak can reduce the number of people affected. If a new strain of influenza virus emerges under certain conditions, a pandemic could emerge and cause millions of deaths (as happened, for example, in 1918). Our up-to-date influenza estimates may enable public health officials and health professionals to better respond to seasonal epidemics and — though we hope never to find out — pandemics. 

Om Google.org

De fleste folk kender Google som en søgemaskine, men Google er meget mere end det. Ved hjælp af de massive indtægter på annoncer - de såkaldte Google Adwords - er Google i stand til at investere i et hav af forskellige initiativer, som langt fra er rentable. Og det er en af de sjove ting ved Google - virksomheden Google kan tillade sig at udvikle applikationer og services, som økonomisk set ikke giver særlig meget mening - men som får tildelt ressourcer, fordi Google vurderer, at det er vigtige områder, der måske på den lange bane kan give et afkast - økonomisk, socialt, mijømæssigt eller på andre måder.

En del af Googles mere alternative, filantropiske projekter finder man på www.google.org. Initiativerne er samlet omkring fem overordnede temaer:

  • Udvikling af vedvarende energi, der er billigere end kul
  • OpladIT
  • Forudsig og forebyg
  • Informer og giv mulighed for forbedring af offentlige ydelser
  • Styrk væksten af små og mellemstore virksomheder

Tags:

Søg bedre på Google

by Mikael Kristiansen 6. October 2008 01:50

En af de nyttigste ting, jeg lærte i folkeskolen, var utvivlsomt kunsten at bruge en ordbog. Selve det at lære at læse var selvfølgelig noget nær en åbenbaring, der satte mig i stand til med et slag at stave mig igennem alle mulige tekster. Men for at udvikle ens evner til at stave, er man nødt til at kunne tjekke og validere ordene, og her kom ordbogen ind i billedet.

Det var min gamle dansk-, engelsk- og tysklærer Henrik Gravesen, der gav mig de første vigtige tips til, hvordan en ordbog fungerer, og det er jeg ham evigt taknemlig for. En ordbog indeholder nemlig et utømmeligt hav af fantastiske informationer, men man er nødt til at vide, hvordan man finder frem til de rigtige ord. Man er med andre ord nødt til at vide, hvordan man søger.

google search

 

Jeg er stadig en flittig ordbogsbruger, men i det daglige bruger jeg i stadig højere grad søgemaskiner, især Google. Når folk spørger mig om et eller andet, kan jeg ofte ikke lade være med at udbryde: "Har du søgt efter det på Google?" Det viser sig ofte, at en ganske enkel Google-søgning leder en frem til de oplysninger, man søger. Oplysningerne er altså derude, men nogle folk er bare bedre eller mere vant til at søge efter dem end andre.  

Søgningens ulidelige lethed

En af søgemaskinen Googles forcer har altid været, at det er let at bruge den. Man behøver ikke læse tykke manualer for at søge på Google. Man har en søgeboks og en søgeknap - en konstruktion, der ikke lader til at udfordre almindelige brugere unødigt.

Hvad mange mennesker imidlertid ikke er klar over er, at man kan bruge en lang række simple kommandoer, der gør ens Google-søgninger væsentlig skarpere. Jeg har selv en række kommandoer, som jeg bruger igen og igen. I det følgende vil jeg forklare et par af dem.

Brug citationstegn, når du vil foretage en præcis søgning
Citationstegn (") er en god måde at begrænse ens søgning på. Når man bruger citationstegn, viser Google kun søgeresultater, der indeholder den eksakte ordsammensætning. Prøv fx at søge på et navn (dit eget, hvis du hører til den forfængelige type) både med og uden citationstegn og læg mærke til forskellen i antallet af søgeresultater. (Du kan se antallet af søgeresultater i øverste højre hjørne). Tip: Det er tilstrækkeligt at bruge ét citationstegn i begyndelsen af søgningen. Man behøver således ikke at lukke citationen.

Ekskluder ord: En anden måde at forfine ens søgning på er ved at ekskludere bestemte ord, som er irrelevante for søgningen. Det gør man ved at sætte et minus foran det ord, man ønsker at udelukke fra søgningen (fx: berlin -marathon, hvis du vil søge informationer om Berlin, men vil undgå at få dit søgeresultat forurenet af de utallige sider om Berlin Marathon). 

Brug Google som din ordbog
Skriv 'define:' foran et ord, og Google vil søge efter definitioner af det pågældende ord. Der må ikke være mellemrum efter kolon og det ord, du ønsker at finde definitionen på. Prøv fx at skrive define:google.

Søg efter særlige filformater
Skriv dit søgeord eftefulgt af "filetype:" og det filformat, du ønsker at finde. Prøv fx at søge på "google filetype:ppt ". Denne søgning vil give dig alle de ppt-filer (PowerPoint), der på den ene eller anden måde handler om Google. 

Sitespecifik søgning: Det er muligt at bruge Google til at søge på et bestemt website. Jeg har fx erkendt, at Skat.dk's søgemaskine forvirrer mig mere, end den hjælper mig, når jeg leder efter noget på Skat.dk, så jeg tyer altid til Google. Fremgangsmåde: Man skriver sit/sine søgeord i Google efterfulgt af site: og websitets domæne (fx: udvidet selvangivelse site:skat.dk)

Få vist flere søgeresultater ad gangen
Hvis du ønsker at få vist flere søgeresultater per side, kan du klikke på "Indstillinger"-linket til højre for Googles søgefelt og her sætte "Antal resultater". Jo flere resultater man vælger at få vist per side, jo langsommere bliver Googles søgning. Standard er 10 søgeresultater per side.

En anden måde, man kan forfine sin søgning på Google på, er ved at bruge det lille link til højre for Googles søgeboks, der hedder Avanceret søgning. Man bliver så præsenteret for en mere avanceret søgeside, hvor man kan vælge en række forskellige parametre for søgningen. Man kan bl.a. vælge at få vist de websider, der blev fundet først i løbet af de seneste 24 timer, seneste uge, måned eller år.  

Besøg eventuelt også Googles egen hjælpesektion for yderligere hjælp og inspiration til søgning. Og skriv endelig en kommentar, hvis du kender det fede oversete søgetip.

Synkroniser dine bookmarks

by Mikael Kristiansen 19. July 2008 07:30

Hvis man arbejder på flere forskellige computere, kan man med fordel bruge en service, der sørger for, at bookmarkene - eller favoritterne - i ens browser automatisk bliver synkroniseret, så man slipper for at skulle vedligeholde listen på to eller flere computere. Der findes flere mulige løsninger til at gøre dette. Jeg har hidtil brugt Googls udmærkede add-on til Firefox-browseren Google Browser Sync .

Da jeg for nylig opgraderede min Firefox-browser til v3, opdagede jeg til min store ærgrelse, at Google Browser Sync ikke fungerer med den nye version af Firefox. Google - der ellers primært er kendt for konstant at skabe og opkøbe nye online værktøjer - har nemlig valgt at udfase dette glimrende lille tool.

Der findes heldigvis et par alternativer til Google Browser Sync. Kim Elmose omtaler et af dem - Foxmarks - og jeg har valgt at sætte min lid til denne add-on til Firefox fremover.

foxmarks

Installationen er ligetil. Man downloader softwaren, installerer og opretter i processen en Foxmarks-konto. Når man efter installationen har genstartet Firefox, klikker man på det lille Foxmarks-ikon i nederste højre hjørne af browseren og beder Foxmarks om at synkronisere ens bookmarks op mod Foxmarks' server. Man gentager derefter proceduren på en anden computer, som man ønsker at synkronisere ens bookmarks med. Fordelen er naturligvis, at man slipper for at skulle vedligeholde ens bookmarks flere forskellige steder. Ændrer man noget på én computer, slår disse ændringer også automatisk igennem på ens øvrige computere. 

Man har også adgang til ens bookmarks på my.foxmarks.com, og hvis man ikke bryder sig om, at ens bookmarks ligger på Foxmarks' server, er det også muligt at synkronisere dem via en server, man selv vælger og kontrollerer. Det er smart, fleksibelt og meget troværdigt.

Gmail alternativ til Exchange

by Mikael Kristiansen 10. May 2008 15:58

gmail

Mange virksomheder bruger Microsoft Hosted Exchange som e-mailløsning. Hvis man leder efter et alternativ til Exchange, er Googles Gmail et oplagt valg. Siden efteråret 2007 har det nemlig været muligt at bruge IMAP-protokollen i Gmail. Før det var det kun muligt at køre med den gamle standard POP3. Og hvad er så forskellen?

Forskellen mellem de to mailprotokoller - POP3 og IMAP - er groft sagt, at med POP3 befinder den originale mail sig lokalt på ens computer, mens de mails, der ligger på ens mailserver, enten bliver slettet eller bliver betragtet som kopier. Med IMAP er det imidlertid omvendt: Originalen ligger altid centralt på mailserveren, mens de e-mails, der ligger lokalt på ens maskine, bliver betragtet som kopier. Det har den åbenlyse fordel, at det er uproblematisk at arbejde på flere forskellige computere.

Forklaret på en anden måde: Hvis man har sat ens mailprogram - Outlook, Apple Mail, Thunderbird etc. - op til at køre POP3, henter mailprogrammet ens e-mails ned fra mailserveren og sletter dem derefter som udgangspunkt på serveren (eller gemmer dem som en kopi). Med IMAP bliver e-mailene imidlertid på serveren, og det gør dermed ikke nogen forskel, hvor mange forskellige computere, mobiltelefoner, pda'er osv., man læser e-mails på. Når man har læst en e-mail, bliver den markeret som værende læst på serveren, og denne status vil gå igen på alle de forskellige computere, man eventuelt måtte tjekke sine e-mails på. Er mailen læst ét sted, vil den med andre ord blive markeret som værende læst alle steder.

Hvis du har brug for hjælp til at sætte din Gmail-konto op med IMAP i dit lokale e-mailprogram, kan du finde masser af hjælp i sektionen om IMAP i Googles Help Center.

TIP: Jeg har af og til oplevet nogle irriterende forsinkelser på download af e-mails i mit mailprogram, og jeg kan se på diverse fora, at jeg ikke er den eneste. For nylig faldt jeg over en blog , der beskriver, hvordan problemet kan løses ved at skifte fra port 587 til 465 for udgående mail, og det lader til at virke.

Hvis du har nogle erfaringer med Gmails IMAP - gode eller dårlige - eller hvis du har tips omkring e-mail, som du har lyst til at dele med os andre, er du velkommen til at skrive en kommentar.