Nyhedsbrev fra Virk.dk amok

by Mikael Kristiansen 11. July 2009 21:50

Den offentlige virksomhedsportal Virk.dk udsendte i går, fredag, et nyhedsbrev omkring middag. Det er der sådan noget ikke noget særligt ved. Nyhedsbrevet handlede blandt andet om nogle nye og mere brugervenlige blanketter til digital indberetning på Virk.dk.

Noget må imidlertid være gået gruende galt for det uheldige nyhedsbrev, for i timerne efter udsendelsen begyndte det at tikke ind i min indboks med autosvar fra en lang række af de øvrige modtagere af nyhedsbrevet, der er gået på ferie og derfor har sat deres mail op til at svare, at de altså ikke er der til at læse den sendte mail, men at de, når de kommer tilbage i starten af august osv. osv.

Det må have været en lang, sveddryppende fredag eftermiddag for den ansvarlige på Virk.dk for udsendelsen af det nyhedsbrev lige op til weekenden. Virk.dk har - endnu - ingen oplysninger om det ondsindede nyhedsbre, men snakken går, bl.a. på Amino.dk og selvfølgelig også på Twitter.

 

Open source software i det offentlige

by Mikael Kristiansen 23. March 2009 17:41

Orsdag 19. marts afholdt Videnscenter for Software konference om open source software i det offentlige. Vi deltog - og fik nogle ret gode pointer med hjem.

open-source

Open source en selvfølge

Open source software (OSS) er efterhånden blevet en selvfølge i den offentlige sektor, og kontorchef i IT- og Telestyrelsen Christian Lanng tilskriver Videnscenter for Software en stor del af æren for den store interesse. Lanng understreger, at open source software ikke skal have særbehandling, men det bør overvejes i enhver it-strategi, på linje med enhver anden it-løsning.

Det er blevet svært at dele verden op i open source-leverandører og ikke-open source-leverandører. Det er ifølge Lanng ikke kun den offentlige sektor, men også softwareverden der har ændret sig. Tidligere herskede der en enten-eller-holdning, mens det i dag i højere grad er både-og. Kundens holdning er, at det skal give værdi, OSS eller ej.
For at understrege denne pointe citerede Lanng Gartner for at påstå, at "By 2012, more than 90 percent of enterprises will use open source in direct or embedded forms."

Innovation som argument

Den ændrede holdning til OSS betyder ifølge Lanng, at der i dag er mere fokus på, hvordan OSS skal bruges strategisk (interoperabilitet) og ikke i så høj grad på taktiske aspekter (pris). Det, der i dag bliver vægtet højest for valget af open source software, er ifølge Lanng strategiske gevinster som innovation, åbenhed, interoperabilitet osv. snarere end pris. OSS handler i dag med andre ord ikke i så høj grad om at spare licenser til proprietær software.

Lanngs overordnede budskab er, at det ikke handler om enten OSS eller proprietær software, men om at finde frem til løsninger, der kan integrere begge dele og udnytte deres respektive styrker.

Ting du skal være opmærksom på, når du køber open source

Senior IT-arkitekt for Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark Esben Poulsen Graven gav følgende gode råd for køb af open source software: Lad være med at være naiv og tro, at fordi software er open source, betyder det, at hele verden har testet det. Undersøg i stedet om der er ordenlig mulighed for rapportering af fejl og andre praktiske forhold.

Ved valg af OSS skal man også huske at tjekke, om der er et aktivt community. Har man fx råd til, at fejlbehæftet kode rammer brugerne? OSS og købesoftware kan have samme skavanker som byg-selv. Tjek derfor referencer før valg af OSS og husk, at software ikke er godt, bare fordi det er open source.

En økonoms vurdering

Forretningskonsulent ved Århus Universitet Jens Hørlück gav en økonoms vurderinger af open source software.

Før man vælger open source software skal man ifølge Hørlück undersøge følgende ting:

  • Hvem er leverandøren?
  • Hvordan ser man på leverandøren?
  • Hvad er deres forretningsmodel?

Disse faktorer er væsentlige for, om det system, man vælger, også eksisterer om nogle år. Hvordan ser man så på sådan nogle forhold, kunne man spørge? Som økonom er Hørlück ikke i tvivl: Follow the money! Det er ikke billigt at producere kode, heller ikke til open source-systemer. Og dette arbejde skal betales af nogen.

Der er et hav af kendte open source-produkter, men de udgør kun en meget beskeden del af open source-universet. Det er højt profilerede produkter som Apache, Linux, Bind, OpenOffice, Mozilla, FreeBSD. Men hvad med resten, spurgte Hørlück? Hvad karakteriserer disse øvrige open source-systemer? Mange af dem er ganske populære og velfungerende, men de har typisk problemer i forhold til to vigtige ting: motivation og strategi.

Open source software-produkter er i Hørlücks optik typisk karakteriseret ved følgende organisation:

  • Core decision makers
  • Committers
  • Developers
  • Users

Med en organisation som denne, hvad skal strategien så være? Hvem eller hvad bestemmer?

Hørlück oplistede følgende karakteristika for succesfuld OSS-udvikling:

  • Udvikling foretages decentralt ...
  • Central liste over rapporterede fejl, mangler og ønsker
  • Decentral udvikling/tilretning af moduler
  • Udviklerne prioriterer selv ud fra eget behov/ønske om indsats
  • 'Andre' tester
  • 'Atter andre' skriver dokumentation
  • ... Men det hele styres centralt

Der er oprettet en gruppe for open source-konferencen på Digitaliser.dk, hvor man kan læse mere og hente nogle af oplæggene fra konferencen. Oplæggene blev også optaget på video og kan alle ses på Digitaliser.dk. Se bl.a. Jens Hørlücks oplæg "Open source er mange ting - en økonoms vurderinger" (lyden er ikke alt for god, men det var den heller ikke på konferencen pga. dårlig akustik i salen):