Artikel om cloud computing

by Mikael Kristiansen 1. November 2009 19:38

Det nye nummer af Iværksætteren er på gaden, bl.a. med første del af en artikel om cloud computing, som jeg står bag.

Uddrag af artiklen:

"Der bliver talt meget om cloud computing, og der findes mange - og ofte meget tekniske - forklaringer på, hvad det er, og hvad man kan bruge det til. Softwarefirmaet Oracles CEO Larry Ellison sagde sidste år, at han nærmest ikke har nogen idé om, hvad folk taler om, når de taler om cloud computing. 'I can't think of anything that isn't cloud computing with all these announcements.'

Forklaringen på Ellisons polemiske udtalelse er formentlig, at alle de store teknologivirksomheder de seneste par år har konkurreret om, hvem der er mest cloud. I den sammenhæng stryger de om sig med raffinerede begreber som Software as a Service (SaaS), Infrastructure as a Service (IaaS), Platform as a Service (PaaS), utility computing m.fl. Men uanset hvor uenige folk er med hensyn til den præcise definition, så er én ting sikker, og det er, at cloud computing betegner en tendens til, at folk bruger software og computerkraft, de hverken selv har installeret eller har stående lokalt. Denne tendens rummer store muligheder, ikke mindst for iværksættere."

Læs resten af artiklen på i det trykte magasin (kun med abonnement).

Udvikling af iPhone apps

by Mikael Kristiansen 7. October 2009 09:30

Oktobernummeret af magasine Iværksætteren er på gaden. Et af temaerne er iPhone apps, hvor jeg taler med Martin Nebelong Olsen og Alex Lehmberg fra softwarefirmaet InSilico Mobile om, hvordan man griber udvikling af iPhone applikationer an.

<

Opret et abonnement eller prøveabonnement, hvis du ikke allerede læser Iværksætteren.

Tillykke med de 3 år, Malbeck!

by Mikael Kristiansen 12. September 2009 14:44

Den argentinske vinbar Malbeck fylder 3 år i dag. Et stort tillykke med fødselsdagen herfra!

I Incube har vi fulgt de to iværksættere Hans Haahr Larsen og Patrick Mouritzen med stor interesse de seneste par år, og vi har bl.a. hjulpet dem med den digitale del af deres forretning i form af webstrategi, sociale medier, oprettelse af webshop m.m. 

Det tager tid at løbe nye forretningskoncepter i gang, og det kræver en målrettet indsats. Hans og Patrick er bestemt ikke kommet sovende til resultaterne, der ligger hårdt arbejde bag opbygningen af baren i Istedgade og udviklingen af forretningen omkring den. Det bliver spændende at følge udviklingen af Malbeck fremover.

Den virtuelle maskine

by Mikael Kristiansen 3. September 2009 14:42

Virtualisering er ikke et nyt fænomen - IBM arbejdede allerede med virtualisering tilbage i 1960'erne - men det har fået gevaldigt vind i sejlene for tiden. De fleste folk fra it-branchen er formentlig mere eller mindre klar over, hvad begrebet dækker over, mens det for udenforstående nok mest af alt lyder som noget, der er taget ud af en scifi-roman - eller som noget, man i det mindste skal være en temmelig hård it-nørd for at synes er interessant.

Men hvad er det egentlig for noget, virtualisering? Og hvad kan man bruge det til?

Virtualisering er en teknologi, der kan bruges til en række forskellige ting. Den mest udbredte brug af virtualisering er, at man kører flere forskellige virtuelle computermiljøer med hver deres operativsystem på én fysisk computer eller server. Hvis man fx har en Mac-computer og ønsker at køre Windows, behøver man ikke at købe en pc. Man kan nøjes med ved hjælp af virtualiseringssoftware at oprette en såkaldt virtuel maskine på Mac'en, som man kan installere Windows eller et hvilket som helst andet operativsystem på. To eller flere logiske computere kan således køre på én fysisk computer, og det er der en række oplagte fordele ved.

Det samme gælder også for servere i et datacenter. Servervirtualisering har været killer-applikationen for virtualisering, og mange virksomheder og organisationer har i første omgang set virtualisering som en mulighed for at konsolidere deres servere og spare penge til indkøb af hardware, plads og elektricitet. Mange virksomheder og organisationer har hidtil kun udnyttet omkring 20% af deres serverkapacitet. Med servervirtualisering kan man udnytte serverne meget bedre, med 50-80% udnyttelsesgrad.

Men det handler ikke kun om besparelser i form af kroner og øre. Det er lettere at kontrollere og inspicere en virtuel server end en fysisk, og konfigurationen af den virtuelle server er mere fleksibel. Det er desuden lettere for en administrator at levere en virtuel maskine, da det ikke er nødvendigt først at købe og opstille ny hardware. Og det er ingen sag at flytte en virtuel maskine fra ét sted til et andet, hvilket bl.a. letter arbejdet med at tage backup og gendanne et system, hvis det bliver korrupt eller går ned.

Indvarsler virtualisering et paradigmeskift?

Virtualisering bliver af mange betegnet som en 'game-changing technology', der bl.a. udfordrer operativsystemer som Microsofts Windows. Virtualiseringssoftwaren skyder sig nemlig som et lag ind imellem den fysiske computer - hardwaren - og operativsystemet, og det truer med at fratage det ellers så magtfulde operativsystem en del af magten over computeren. Den forestående kamp sammenlignes af nogle med browserkrigen i sen-90'erne, hvor Internet Explorer og Netscape Navigator kæmpede om overherredømmet på browsermarkedet.

Computerchip-producenten Intel har produceret en video, der forklarer, hvad virtualisering er for noget:

Hvis du er interesseret i at læse mere om virtualisering, kommer her et par links:

Eller du kan læse AMDs special edition af Virtualization for Dummies, som ligger til gratis download på AMD.com

Jeg er lige gået i gang med mit afsluttende masterprojekt, der kommer til at handle om virtualisering. Jeg kan derfor ikke garantere, at der ikke fremover vil komme flere indlæg her på bloggen, der kredser om virtualisering og lignende emner.

Twitters strategi hacket

by Mikael Kristiansen 17. July 2009 09:14

 

TechCrunch modtog tidligere på ugen mere end 300 strategiske Twitterdokumenter af en hacker, der på formentlig ulovlig vis har fået adgang til de interne og i sagens natur fortrolige dokumenter. Der er ifølge TechCrunch tale om alt fra mødereferater - med Google, Microsoft, Facebook osv. - til ansættelsessamtaler, adgangskoder til Twitters kontor og strategidokumenter.

TechCrunch har vurderet, at en stor del af materialet er for afslørende til, at de vil offentliggøre det, men har ikke desto mindre valgt at offentliggøre store dele af materialet. Ifølge TechCrunch er dette sket i dialog med Twitter:

"It’s important to note that we have been given the green light by Twitter to post this information - They aren’t happy about it, but they are able to live with it, they say [...]"

Twitters CEO, Evan Williams, er uenig i denne påstand, og man kan da også diskutere, om TechCrunch burde offentliggøre den slags materiale, som man har fået adgang til via en hacker. En ting er sikker - det er interessant læsning.

Twitter forklarer på deres blog, at lækagen skyldes hackerangreb på en administrativ medarbejder hos Twitter, hvorefter hackeren fik adgang til vedkommendes Google Apps-konto.

Læs TechCrunchs artikel

(Via @marks og Bizzen)

Tags:

Nyhedsbrev fra Virk.dk amok

by Mikael Kristiansen 11. July 2009 21:50

Den offentlige virksomhedsportal Virk.dk udsendte i går, fredag, et nyhedsbrev omkring middag. Det er der sådan noget ikke noget særligt ved. Nyhedsbrevet handlede blandt andet om nogle nye og mere brugervenlige blanketter til digital indberetning på Virk.dk.

Noget må imidlertid være gået gruende galt for det uheldige nyhedsbrev, for i timerne efter udsendelsen begyndte det at tikke ind i min indboks med autosvar fra en lang række af de øvrige modtagere af nyhedsbrevet, der er gået på ferie og derfor har sat deres mail op til at svare, at de altså ikke er der til at læse den sendte mail, men at de, når de kommer tilbage i starten af august osv. osv.

Det må have været en lang, sveddryppende fredag eftermiddag for den ansvarlige på Virk.dk for udsendelsen af det nyhedsbrev lige op til weekenden. Virk.dk har - endnu - ingen oplysninger om det ondsindede nyhedsbre, men snakken går, bl.a. på Amino.dk og selvfølgelig også på Twitter.

 

Post-its og kreativitet

by Mikael Kristiansen 11. July 2009 20:53

Foto: Weminds Jacob Bøtter/Flickr (via glimrende artikel om post-it i thetechherald.com, der fortæller om et MIT-projekt med digitalisering af Post-its under navnet Quickies)

Jeg faldt lige over nedenstående stop motion-film om post-its, lavet af en designstuderende. Den er virkelig godt skruet sammen. Manden bag, taiwanske Bang-Yao Liu, skriver selv om filmen:

"This is my senior project at Savannah College of Art and Design. Where my idea comes from is that every time when I am busy, I feel that I am not fighting with my works, I am fighting with those post-it notes and deadline. I manipulating the post-it notes to do pixel-like stop motion and there are some interactions between real actor and post-its."

(Via Christian Schwarz Lausten, Seismonaut)

Heldet følger den ...

by Mikael Kristiansen 9. June 2009 03:49

Man skal huske at samle nye ord op indimellem. Jeg er fx lige stødt på det fantastiske engelske ord "serendipitous". Jeg kan desværre ikke slå ordet op i Gyldendals elektroniske udgave af den dansk-engelsk/engelsk-danske røde ordbog, for jeg bestilte den først i går, og den er ikke dukket op endnu. (Efter års venten er der endelig dukket en elektronisk udgave op til Mac. Sådan, Gyldendal, det var også på tide). Men wordnik.com giver mig følgende engelske definition af ordet: "lucky in making unexpected and fortunate discoveries", der kan oversættes til noget i retning af "held til at gøre uventede og heldige opdagelser".

Christian S. Lausten fra Seismonaut bruger ordet "serendipitous" i sin Twitter-profil - det var der, jeg faldt over det - og hvis man er typen, der godt kan lide at gøre uventede og heldige opdagelser, så er Twitter gefundenes fressen. Man opretter en profil, og så kan man ellers bare gå i gang med at lede efter de folk, man har lyst til at følge - fordi de er sjove, skarpe, provokerende eller bare skriver om nogle af de ting, man selv går og interesserer sig for.

twitter

Twitter fungerer ikke som Facebook, hvor man gerne skal kende folk eller være venner med dem. Twitter fungerer snarere som det gode gamle blogunivers, hvor man ved hjælp af en feed reader kan abonnere på RSS feeds fra de blogs, man gerne vil følge. Der bliver tænkt masser af gode tanker derude, og man får typisk meget mere, end man leder efter på Twitter. Mange hoveder tænker bedre end få. Det er ren kollektiv intellgens.

UPDATE: Den amerikanske forfatter Nicholas Carr reflekterer over ordet 'serendipitous' og internettet på sin blog, roughtype.com.

Dinosaurens vej

by Mikael Kristiansen 29. May 2009 01:46

Google har igennem de seneste år lanceret en ærefrygtindgydende række applikationer og services på internettet. Men indimellem går det også den anden vej, og luften bliver lukket ud af ballonen på nogle af de mange tiltag.

I 2006 lancerede Google en ny søgemaskine, Searchmash.com. Searchmash var fra starten af ment som en legeplads for Google til at udføre eksperimenter med især brugergrænsefladen og præsentation af søgeresultater, som endnu ikke egnede sig til at blive implementeret i Googles officielle søgemaskine. Det var aldrig meningen, at searchmash skulle tiltrække en stor skare af brugere.

Der er mange måder at dreje nøglen om på. Google bruger det retoriske greb, man betegner som en eufemisme. Den Store Danske Encyklopædi definerer eufemismen som en "formildende omskrivning af stødende realiteter; fx gå bort eller sove hen for at ."

I stedet for kort og godt at skrive, at searchmash er blevet nedlagt eller aflivet, skriver Google, at "searchmash has gone the way of the dinosaur". Den formulering rummer en god del humor, men fanger samtidig den tragiske dimension i lukningen af endnu en webapp.

searchmash

Hvis man er mere til den skånselsløse, direkte fremlæggelse af fakta, kan man tage en tur over til TechCrunchs såkaldte deadpool, som er et katalog over bristede webillusioner.

Open source software i det offentlige

by Mikael Kristiansen 23. March 2009 17:41

Orsdag 19. marts afholdt Videnscenter for Software konference om open source software i det offentlige. Vi deltog - og fik nogle ret gode pointer med hjem.

open-source

Open source en selvfølge

Open source software (OSS) er efterhånden blevet en selvfølge i den offentlige sektor, og kontorchef i IT- og Telestyrelsen Christian Lanng tilskriver Videnscenter for Software en stor del af æren for den store interesse. Lanng understreger, at open source software ikke skal have særbehandling, men det bør overvejes i enhver it-strategi, på linje med enhver anden it-løsning.

Det er blevet svært at dele verden op i open source-leverandører og ikke-open source-leverandører. Det er ifølge Lanng ikke kun den offentlige sektor, men også softwareverden der har ændret sig. Tidligere herskede der en enten-eller-holdning, mens det i dag i højere grad er både-og. Kundens holdning er, at det skal give værdi, OSS eller ej.
For at understrege denne pointe citerede Lanng Gartner for at påstå, at "By 2012, more than 90 percent of enterprises will use open source in direct or embedded forms."

Innovation som argument

Den ændrede holdning til OSS betyder ifølge Lanng, at der i dag er mere fokus på, hvordan OSS skal bruges strategisk (interoperabilitet) og ikke i så høj grad på taktiske aspekter (pris). Det, der i dag bliver vægtet højest for valget af open source software, er ifølge Lanng strategiske gevinster som innovation, åbenhed, interoperabilitet osv. snarere end pris. OSS handler i dag med andre ord ikke i så høj grad om at spare licenser til proprietær software.

Lanngs overordnede budskab er, at det ikke handler om enten OSS eller proprietær software, men om at finde frem til løsninger, der kan integrere begge dele og udnytte deres respektive styrker.

Ting du skal være opmærksom på, når du køber open source

Senior IT-arkitekt for Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark Esben Poulsen Graven gav følgende gode råd for køb af open source software: Lad være med at være naiv og tro, at fordi software er open source, betyder det, at hele verden har testet det. Undersøg i stedet om der er ordenlig mulighed for rapportering af fejl og andre praktiske forhold.

Ved valg af OSS skal man også huske at tjekke, om der er et aktivt community. Har man fx råd til, at fejlbehæftet kode rammer brugerne? OSS og købesoftware kan have samme skavanker som byg-selv. Tjek derfor referencer før valg af OSS og husk, at software ikke er godt, bare fordi det er open source.

En økonoms vurdering

Forretningskonsulent ved Århus Universitet Jens Hørlück gav en økonoms vurderinger af open source software.

Før man vælger open source software skal man ifølge Hørlück undersøge følgende ting:

  • Hvem er leverandøren?
  • Hvordan ser man på leverandøren?
  • Hvad er deres forretningsmodel?

Disse faktorer er væsentlige for, om det system, man vælger, også eksisterer om nogle år. Hvordan ser man så på sådan nogle forhold, kunne man spørge? Som økonom er Hørlück ikke i tvivl: Follow the money! Det er ikke billigt at producere kode, heller ikke til open source-systemer. Og dette arbejde skal betales af nogen.

Der er et hav af kendte open source-produkter, men de udgør kun en meget beskeden del af open source-universet. Det er højt profilerede produkter som Apache, Linux, Bind, OpenOffice, Mozilla, FreeBSD. Men hvad med resten, spurgte Hørlück? Hvad karakteriserer disse øvrige open source-systemer? Mange af dem er ganske populære og velfungerende, men de har typisk problemer i forhold til to vigtige ting: motivation og strategi.

Open source software-produkter er i Hørlücks optik typisk karakteriseret ved følgende organisation:

  • Core decision makers
  • Committers
  • Developers
  • Users

Med en organisation som denne, hvad skal strategien så være? Hvem eller hvad bestemmer?

Hørlück oplistede følgende karakteristika for succesfuld OSS-udvikling:

  • Udvikling foretages decentralt ...
  • Central liste over rapporterede fejl, mangler og ønsker
  • Decentral udvikling/tilretning af moduler
  • Udviklerne prioriterer selv ud fra eget behov/ønske om indsats
  • 'Andre' tester
  • 'Atter andre' skriver dokumentation
  • ... Men det hele styres centralt

Der er oprettet en gruppe for open source-konferencen på Digitaliser.dk, hvor man kan læse mere og hente nogle af oplæggene fra konferencen. Oplæggene blev også optaget på video og kan alle ses på Digitaliser.dk. Se bl.a. Jens Hørlücks oplæg "Open source er mange ting - en økonoms vurderinger" (lyden er ikke alt for god, men det var den heller ikke på konferencen pga. dårlig akustik i salen):