Udvid din hjerne med Evernote

by Mikael Kristiansen 19. March 2009 17:38

evernote-logoMin nye bedste ven hedder Evernote. Evernote er et fantastisk smart lille program, der dagligt gør mig i godt humør og giver mig den gode ro i maven - og i hovedet.

Jeg er begyndt at bruge Evernote, hver gang jeg skal oprette et notat om et eller andet, når jeg fx får en god idé, sidder til et foredrag og vil tage noter eller lignende. Fælles for disse situationer er, at jeg har brug for hurtigt at notere nogle tanker ned uden at skulle forholde mig til, hvor i mit filsystem jeg vil gemme dem. Tankerne skal i første omgang bare fanges, som i et noteshæfte, og så kan jeg efterfølgende overveje, om de skal blive til et større projekt, som jeg skal oprette en særskilt mappe til osv.

I stedet for at gemme mine noter i en fil i en mappe tagger jeg bare den nyoprettede note, og når jeg skal bruge den igen, søger jeg efter den, enten via Evernotes tag-liste eller via søgefeltet, der i parentes bemærket fungerer lige så hurtigt og snappy som i Apples mailprogram. Ligheden med Apples mailprogram er i øvrigt slående, og det program, der i forvejen hører til blandt mine absolutte favoritprogrammer. Evernote har dermed hurtigt fået status af en naturlig forlængelse af mit mailprogram.

evernote-app

Tre 'selling points' for Evernote

  • Capture: Det er superlet at oprette nye noter. Man giver dem en overskrift og tagger dem eventuelt. Applikationen gemmer automatisk
  • Sync: Alle data bliver automatisk synkroniseret med Evernote-serveren, så man aldrig risikerer at miste data, hvis ens computer fx står af. Det har desuden den fordel, at alle ens noter befinder sig på alle de enheder - computere og mobile enheder - man har installeret Evernote på. Det er virkelig en feature, der gør livet lettere for en
  • Find: Det er let og hurtigt at finde noter. Fordi Evernote OCR-skanner alle billeder, kan man endda også søge på tekst i billeder. Det er en smart lille feature

En anden feature, der bør fremhæves, er, at man stort set kan bruge Evernote, uanset hvor man befinder sig. Programmet fungerer på tværs af platforme og styresystemer, så uanset om du er Mac- eller Windows-bruger, kan du bruge Evernote. Man kan også bruge Evernote via en almindelig browser, og der findes selvfølgelig også en iPhone- og Windows Mobile-applikation.

Sådan kommer du i gang

Det tager ikke lang tid at komme i gang med Evernote. Man skal bare oprette en konto - det er gratis - og eventuelt installere programmet på ens computer eller mobiltelefon. Man kan opgradere til en Premium account, hvilket koster $5 om måneden og giver en højere grænse for upload per måned - 500 MB i stedet for de 40 MB, man får med en gratis konto, samt SSL-kryptering, bedre support og fjerner de enkelte reklamer, man ellers vil se i en lille boks i programmet.

Evernote får de bedste anbefalinger med herfra. Jeg kan kun opfordre alle til at prøve det af - og skriv gerne en kommentar med dine erfaringer her på bloggen.

(Tak til Peter Mark fra icph for tippet om Evernote)

Tim Brown om kreativitet

by Mikael Kristiansen 18. March 2009 17:34

Tim Brown, der er CEO for innovations- og designfirmaet IDEO, taler i denne TEDTalk om forholdet mellem leg og kreativitet. Brown understreger igen og igen det vigtige i at eksperimentere ukritisk og henviser til børn, der er mindre hæmmede og mere ukritiske og kreative. Så vidt så godt. Det er der i og for sig ikke noget nyt i.

Leg er dog ikke anarki, bemærker Brown. Leg har regler. Børn, der leger, følger ofte et manuskript. Der er regler for, hvordan man skal lege, men også for, hvornår man skal lege.

Designere - og kreative mennesker, kunne man tilføje - arbejder overordnet set med to tilstande: En hvor de genererer ideer, og en hvor de søger en løsning og udvikler denne løsning. Legen hører i højere grad hjemme i den første, mens vi finder alvoren, seriøsiteten i den anden. Det er nu let, bemærker Brown, at falde i fælden om, at man enten er legende anlagt, eller man er alvorlig, og at man ikke kan være begge dele. Men den opfattelse er ifølge Tim Brown helt forkert. Det kan sagtens lade sig gøre at være både en seriøs voksen, der arbejder professionelt, og en til tider legende person.

Pointen i Browns TEDTalk er, at tillid er en forudsætning for leg, og at tillid er vigtig for kreativ udfoldelse. Vi skal føle os trygge, før vi giver os hen til leg. Og vi har gjort os nogle erfaringer som børn, der er brugbare for kreativ udfoldelse:

  • Eksperimenteren: Gå efter kvantitet, lad være med at stille for store krav til kvaliteten. Ønsket om at være unik og original fungerer alt for ofte som en hæmsko for kreativiteten
  • Byg: Tænk med dine hænder, lav prototyper så hurtigt som muligt, så du kan teste dine ideer på andre mennesker og få værdifuld respons
  • Rollespil: Spil det ud, lev dig ind i situationer, for de almindelige mennesker, som kunne tænkes at skulle bruge eller på anden måde forholde sig til dit produkt

(Via den som altid fremragende Poder.dk)

Uforudsigelige markeder

by Mikael Kristiansen 12. March 2009 17:34

dan-brown-550

Bogmarkedet kan være en uforudsigelig størrelse. Det er forlagsredaktørens lod at spå om fremtiden, når han eller hun sidder med de manuskripter i hånden, der endnu ikke er blevet udgivet og dermed vurderet af den heterogene læsermasse. Det er både det sjove og frustrerende ved at udgive bøger - sjovt når det lykkes, frustrerende når en bestseller går ens næse forbi.

I gårsdagens udgave af Information kunne man læse en artikel om nogle af de mere iøjnefaldende fejl begået af forlag. En af historierne stammer fra min tid som forlagsredaktør på Gyldendal, nemlig historien om dengang jeg takkede nej til at udgive Dan Brown i Danmark. Jeg trøster mig med litterær agent Lars Ringhofs påstand om, at "den eneste sikre form for bogklogskab er bagklogskab".

Artiklen kan læses på Information.dk

Foto: Martin Bubandt/Information

Tags: ,

Invitation: Incube fredagsbar

by Mikael Kristiansen 2. March 2009 17:07

Tidligere, nuværende og kommende forretningsforbindelser, venner og familie inviteres til en lille uformel fredagsbar 20. marts kl. 15-18.

Vi markerer, at Marie Sainabou Jeng i starten af 2009 er tiltrådt som partner i Incube, og at vores kernefokus på strategisk rådgivning om kommunikation og digitale teknologier dermed er blevet markant styrket.

Kig forbi ITU, Rued Langgaards Vej 7, 5te, 2300 København S

Mange hilsner
Mikael Kristiansen, Morten Lund og
Marie Sainabou Jeng

Tags:

Digitale bøger

by Mikael Kristiansen 4. December 2008 01:00

Jeg elsker bøger. Jeg elsker at købe dem, læse dem, bukke ryggen på dem, slide dem op, have dem stående på reolen og give dem til venner. Jeg er med andre ord en inkarneret bogfan.

Men der er nogle bøger - eller måske rettere publikationer - jeg helst vil undgå at få i hånden, i hvert fald i trykt form. Fx tunge bøger om tunge tekniske emner. Hvorfor er den slags bøger altid et sted mellem 750 og 1000 sider? De kræver nærmest, at man køber en gammeldags læsepult, for det er helt umuligt at sidde med bogen i en stol eller ligge og læse den i sofaen eller sengen, for slet ikke at tale om at tage den massive bog med sig i tasken eller kufferten.

Eller tag fx PDF'er. Jeg tilhører den type læser, der læser ret mange PDF'er. Og vi taler om PDF'er på alt mellem 2 og 200 sider - anmeldelser, artikler, white papers, rapporter, bøger, you name it. Jeg får dem som regel på mail, eller jeg falder over dem på internettet og downloader dem til min computer. Og der skal nok være dem, der ikke synes, at det er noget problem at læse PDF'er på en computer. Man vænner sig til det, siger de. Men sådan fungerer det bare ikke for mig. Jeg vænner mig aldrig til det. En ting er den oplyste skærm, som suger alt væske ud af ens øjne, og så er der selve computeren, som man skal ligge og forholde sig til. Selv om man har en lille, er den altid for stor, for uhåndterlig, for larmende, for varm osv. Og det er jo sådan set naturligt nok, for computerens fremmeste formål er jo ikke at fungere som en bog, men som computer.

Det er så her, de såkaldte e-book readere kommer ind i billedet, med deres slanke, lette og mere hensigtsmæssige design. De er typisk på størrelse med en lille paperback, og der er et par forskellige modeller på markedet, med Amazons Kindle og Sonys digitale readere som de mest fremtrædende.

Amazons Kindle lader dog desværre til at have problemer med at håndtere PDF'er. Hvis man vil læse en PDF på Kindle, skal man først maile PDF'en til ens Kindle-konto, hvorefter den bliver konverteret til et format, Kindle kan håndtere, og mailet retur til en. Kindle kan heller ikke umiddelbart håndtere filformater som DOC og HTML. De skal derfor også først mailes til en Kindle-konto, hvor de bliver konverteret og sendt retur. Den slags træge konverteringsprocedurer er naturligvis ikke til at holde ud. (Læs mere om konverteringsprocedurerne for Kindle her).

Sonys nyeste digitale reader - PRS700-BC - ser derimod mere lovende ud.

Den har et rigtig lækkert design, er tynd, har touch screen-display og kan tilsyneladende håndtere både PDF'er og DOC. Sony Reader'ens touch-skærm skulle efter sigende desværre ikke have samme høje standard som Apples iPhone. Kom nu, Sony, vær lidt ambitiøs. Jeg har ejet et par SonyEricsson mobiltelefoner med touch screen. Kvaliteten var langtfra imponerende, man skulle ofte trykke to gange, før den fangede budskabet. 

Det er imidlertid en svaghed, jeg godt kan leve med, så nu gælder det bare om at få fat i en Sony PRS700-BS. Men det er åbenbart lettere sagt end gjort. Sonys nyeste reader er nemlig endnu ikke kommet i handlen i Danmark, og hverken Amazon.com eller Sony vil sende en reader til Danmark. Og ja, jeg har henvendt mig til Sony DK, men det fik jeg ikke meget ud af. Svaret, jeg fik, lød i al sin nedslående kortfattethed således:

From:     support@sony.dk
Subject:     Re: Kan Sonys nye e-reader købes i DK?  (KMM346373I51L0KM)
Date:     20. nov 2008 10.00.20 GMT+01:00
To:     mik.kristiansen@gmail.com

Hej Mikael,

Tak for din henvendelse til Sonys tekniske support.

Vi har ingen information om eller hvornår dette produkt kommer desværre.


Med venlig hilsen

Sony Support

[Jeg har udeladt navnet på Sony Supports supportmedarbejder].

Der skal imidlertid mere til for at få mig til at give op, og jeg skal nok få fat i en Sony-reader og skrive mere om den her på bloggen. Hvis du har nogle erfaringer med e-book readere, har et godt råd eller gode ideer, må du meget gerne skrive en kommentar.

Tjek influenzatendenser på Google

by Mikael Kristiansen 18. November 2008 16:53

Google tilbyder nu også at hjælpe os med at følge tendenser for influenzaudbrud. Det sker på Google Flu Trends, der dog indtil videre kun viser influenzatendenser for USA. Det viser sig nemlig, at der er en sammenhæng mellem antallet af influenzatendenser og antallet af influenzarelaterede søgninger på Google.  

Google Flu Trends

Google skriver selv om begrundelsen for at bruge Google Flu Trends:

So why bother with estimates from aggregated search queries? It turns out that traditional flu surveillance systems take 1-2 weeks to collect and release surveillance data, but Google search queries can be automatically counted very quickly. By making our flu estimates available each day, Google Flu Trends may provide an early-warning system for outbreaks of influenza.

For epidemiologists, this is an exciting development, because early detection of a disease outbreak can reduce the number of people affected. If a new strain of influenza virus emerges under certain conditions, a pandemic could emerge and cause millions of deaths (as happened, for example, in 1918). Our up-to-date influenza estimates may enable public health officials and health professionals to better respond to seasonal epidemics and — though we hope never to find out — pandemics. 

Om Google.org

De fleste folk kender Google som en søgemaskine, men Google er meget mere end det. Ved hjælp af de massive indtægter på annoncer - de såkaldte Google Adwords - er Google i stand til at investere i et hav af forskellige initiativer, som langt fra er rentable. Og det er en af de sjove ting ved Google - virksomheden Google kan tillade sig at udvikle applikationer og services, som økonomisk set ikke giver særlig meget mening - men som får tildelt ressourcer, fordi Google vurderer, at det er vigtige områder, der måske på den lange bane kan give et afkast - økonomisk, socialt, mijømæssigt eller på andre måder.

En del af Googles mere alternative, filantropiske projekter finder man på www.google.org. Initiativerne er samlet omkring fem overordnede temaer:

  • Udvikling af vedvarende energi, der er billigere end kul
  • OpladIT
  • Forudsig og forebyg
  • Informer og giv mulighed for forbedring af offentlige ydelser
  • Styrk væksten af små og mellemstore virksomheder

Tags:

Steder uden internet

by Mikael Kristiansen 21. October 2008 00:51

Den sidste uges tid har jeg tilbragt i en lille sydspansk pueblo blanco uden skyggen af internet, men jeg blev sjovt nok ikke ramt af discomgoogolation. Det er nu meget rart - og sikkert også sundt og gavnligt - at slukke for det internet en gang imellem.

Computeren blev i tasken det meste af tiden, for når man ikke kan komme på nettet, kan man lige så godt bruge en god gammeldags blok og kuglepen. Det er også en mere oplagt løsning, når man sidder på en tagterasse og tænker over tingene, mens man kigger ud i landskabet.  

canillas-de-aceituno-view.jpg

Tags:

Søg bedre på Google

by Mikael Kristiansen 6. October 2008 01:50

En af de nyttigste ting, jeg lærte i folkeskolen, var utvivlsomt kunsten at bruge en ordbog. Selve det at lære at læse var selvfølgelig noget nær en åbenbaring, der satte mig i stand til med et slag at stave mig igennem alle mulige tekster. Men for at udvikle ens evner til at stave, er man nødt til at kunne tjekke og validere ordene, og her kom ordbogen ind i billedet.

Det var min gamle dansk-, engelsk- og tysklærer Henrik Gravesen, der gav mig de første vigtige tips til, hvordan en ordbog fungerer, og det er jeg ham evigt taknemlig for. En ordbog indeholder nemlig et utømmeligt hav af fantastiske informationer, men man er nødt til at vide, hvordan man finder frem til de rigtige ord. Man er med andre ord nødt til at vide, hvordan man søger.

google search

 

Jeg er stadig en flittig ordbogsbruger, men i det daglige bruger jeg i stadig højere grad søgemaskiner, især Google. Når folk spørger mig om et eller andet, kan jeg ofte ikke lade være med at udbryde: "Har du søgt efter det på Google?" Det viser sig ofte, at en ganske enkel Google-søgning leder en frem til de oplysninger, man søger. Oplysningerne er altså derude, men nogle folk er bare bedre eller mere vant til at søge efter dem end andre.  

Søgningens ulidelige lethed

En af søgemaskinen Googles forcer har altid været, at det er let at bruge den. Man behøver ikke læse tykke manualer for at søge på Google. Man har en søgeboks og en søgeknap - en konstruktion, der ikke lader til at udfordre almindelige brugere unødigt.

Hvad mange mennesker imidlertid ikke er klar over er, at man kan bruge en lang række simple kommandoer, der gør ens Google-søgninger væsentlig skarpere. Jeg har selv en række kommandoer, som jeg bruger igen og igen. I det følgende vil jeg forklare et par af dem.

Brug citationstegn, når du vil foretage en præcis søgning
Citationstegn (") er en god måde at begrænse ens søgning på. Når man bruger citationstegn, viser Google kun søgeresultater, der indeholder den eksakte ordsammensætning. Prøv fx at søge på et navn (dit eget, hvis du hører til den forfængelige type) både med og uden citationstegn og læg mærke til forskellen i antallet af søgeresultater. (Du kan se antallet af søgeresultater i øverste højre hjørne). Tip: Det er tilstrækkeligt at bruge ét citationstegn i begyndelsen af søgningen. Man behøver således ikke at lukke citationen.

Ekskluder ord: En anden måde at forfine ens søgning på er ved at ekskludere bestemte ord, som er irrelevante for søgningen. Det gør man ved at sætte et minus foran det ord, man ønsker at udelukke fra søgningen (fx: berlin -marathon, hvis du vil søge informationer om Berlin, men vil undgå at få dit søgeresultat forurenet af de utallige sider om Berlin Marathon). 

Brug Google som din ordbog
Skriv 'define:' foran et ord, og Google vil søge efter definitioner af det pågældende ord. Der må ikke være mellemrum efter kolon og det ord, du ønsker at finde definitionen på. Prøv fx at skrive define:google.

Søg efter særlige filformater
Skriv dit søgeord eftefulgt af "filetype:" og det filformat, du ønsker at finde. Prøv fx at søge på "google filetype:ppt ". Denne søgning vil give dig alle de ppt-filer (PowerPoint), der på den ene eller anden måde handler om Google. 

Sitespecifik søgning: Det er muligt at bruge Google til at søge på et bestemt website. Jeg har fx erkendt, at Skat.dk's søgemaskine forvirrer mig mere, end den hjælper mig, når jeg leder efter noget på Skat.dk, så jeg tyer altid til Google. Fremgangsmåde: Man skriver sit/sine søgeord i Google efterfulgt af site: og websitets domæne (fx: udvidet selvangivelse site:skat.dk)

Få vist flere søgeresultater ad gangen
Hvis du ønsker at få vist flere søgeresultater per side, kan du klikke på "Indstillinger"-linket til højre for Googles søgefelt og her sætte "Antal resultater". Jo flere resultater man vælger at få vist per side, jo langsommere bliver Googles søgning. Standard er 10 søgeresultater per side.

En anden måde, man kan forfine sin søgning på Google på, er ved at bruge det lille link til højre for Googles søgeboks, der hedder Avanceret søgning. Man bliver så præsenteret for en mere avanceret søgeside, hvor man kan vælge en række forskellige parametre for søgningen. Man kan bl.a. vælge at få vist de websider, der blev fundet først i løbet af de seneste 24 timer, seneste uge, måned eller år.  

Besøg eventuelt også Googles egen hjælpesektion for yderligere hjælp og inspiration til søgning. Og skriv endelig en kommentar, hvis du kender det fede oversete søgetip.

Miljøvenlig mobil fra SonyEricsson

by Mikael Kristiansen 1. October 2008 00:47

se green heart logo

SonyEricsson lancerede for nylig en ny type miljøvenlig mobiltelefon, som mobiltelefonproducenten kalder for GreenHeart™-telefonen. For at markere SonyEricssons seriøsitet i indsatsen for miljøet introducerede de samtidig  en miljøgaranti, der går ud på, at SonyEricsson vil genbruge alle deres mobiltelefoner på en miljøvenlig måde, uanset hvor i verden de måtte være produceret. Indtil videre er der kun opsamlingspunkter i Indien, Taiwan, Kina, Thailand, Singapore USA og Mexico, men det er planen, at genbrugskonceptet skal rulles ud i hele verden inden udgangen af 2009. 

se green heart phone01

GreenHeart-telefonens cover er lavet af et bioplastmateriale, og tasterne består af genbrugeligt plastik. I modsætning til normal praksis får man ikke en brugsanvisning med i papirform. Telefonens manual er i stedet en HTML-baseret e-manual.

Telefonens oplader bruger kun 1 procent af det elforbrug, en almindelig oplader i dag bruger. Og så slukker den automatisk, når mobilen er fuldt opladet.

 

se green heart packaging

Indpakningen er selvfølgelig også miljøvenlig - selvom det måske ikke fremgår med nogen særlig tydelighed af dette billede. Hvis man har lyst til at lære mere om miljø og bæredygtighed, har telefonen et lille e-læringsprogram installeret - Ecomate. Man kan også lære mere på SonyEricssons temasite for genbrug .

Der er endnu ikke nogen GreenHeart-telefoner på gaden, og du skal nok ikke regne med, at det bliver muligt at købe dem i en butik i nærheden af dig lige foreløbig. Indtil videre må vi nøjes med at beundre SonyEricssons prototype.

Læs SonyEricssons pressemeddelelse om GreenHeart.

(Via Mobilsiden.dk og SEMC Blog)

Rules for Revolutionaries

by Mikael Kristiansen 24. August 2008 08:41

Guy Kawasaki har altid været fænomenal til at finde på velklingende titler. Tag nu bare hans bog fra 1999: "Rules for Revolutionaries: The Capitalist Manifesto for Creating and Marketing New Products and Services". Kawasaki har inddelt bogen i tre dele, navngivet efter et citat af den rumænske skulptør Brancusi: "Create like a god. Command like a king. Work like a slave." 

Bogen handler om, hvordan man får succes med at tænke og gøre tingene på anderledes og nye måder. "Cogita Differenter (Think Different)" er titlen på første kapitel.

Guy Kawasakis bøger er ikke akademiske og fyldt med henvisninger til omfangsrige empiriske undersøgelser. Kawasaki citerer i flæng og refererer historier, han enten selv har deltaget direkte i (fx da han arbejdede for Apple i 90'erne), eller som han har fået genfortalt af venner, bekendte eller folk på en af hans utallige mailinglister.

Det ligger ligesom i luften, at revolutionært anlagte personer ikke har alt for meget tid, så det gælder bare om at komme i gang og kaste sig ud i det. Kawasaki skriver hurtigt, og hans bøger er hurtigt læste. Og man kan ikke undgå at blive smittet af hans begejstring for gode ideer og nye opfindelser - en evne Guy Kawasaki utvivlsomt har gjort brug af, da han i 90'erne arbejdede som såkaldt evangelist for Apple.

Kawasaki brænder for udvikling af nye ideer og opstart af virksomheder, og han har bl.a. været med til at starte venturekapitalfonden Garage Technology Ventures, der hjælper start-up-virksomheder med såkaldt seed- og early stage-kapital, dvs. finansiering af en virksomheds første faser. 

"Don't worry, be crappy" er et af Kawasakis råd. Så længe man husker at følge hurtigt op med videreudvikling af et produkt, gør det ikke så meget, at ens produkt i første version ikke er helt skudsikkert. Det gælder nemlig om at få det ud til kunderne så hurtigt som muligt, så man ikke spilder for meget tid med at finpudse fx en feature, der slet ikke er nogen, der efterspørger. 

Kawasakis pointer er ikke som sådan nyskabende eller aldrig-tidligere-hørt. Hans styrke ligger i høj grad i hans retoriske evne til at finde på headlines og fraser, der virkelig rammer sømmet på hovedet og visualiserer de ting, han taler om - "Avoid death magnets", "Eat like a bird, poop like an elephant" osv. 

Guy Kawasakis blog - med den alt andet end ydmyge titel "How to Change the World" - er for øvrigt altid et besøg værd. Kawasaki holder også et hav af foredrag, og han skulle være en fremragende taler. For de af os, der endnu ikke har oplevet ham live, ligger der masser af klip med ham på fx YouTube. Kawasaki har skrevet en række bøger, bl.a. "Art of the Start", "Selling the Dream", How to Drive your Competition Crazy".