Fremtidens bibliotek i Hjørring

by Mikael Kristiansen 10. July 2008 03:25

hj bib 01

Jeg har i mange år været en erklæret fan af biblioteker. Faktisk lige siden min mor slæbte mig med på Hjørring Bibliotek , da jeg var barn, og pudsede en bibliotekar på mig, som hjalp mig med systematisk at støvsuge hylderne på børnebiblioteket.

I april i år åbnede det nye Hjørring Bibliotek. Jeg så det først i dag, hvor min mor trak mig med en tur derned, og der er virkelig sket noget. Det ligner slet ikke mit barndomsbibliotek. Det ny bibliotek emmer af nytænkning og brud med forventninger til, hvad et bibliotek er, og hvordan det ser ud.

Der er masser af interaktivitet - i form af fjernsynsskærme, computere, storskærm med spil og små, lettere skjulte lytteposter, hvor man kan sætte sig og høre musik. Der er masser af behagelige og meget forskelligartede sidde- og arbejdspladser, og hvis man har lyst til at sidde uforstyrret og læse en bog, er der et område med chesterfield-øreklapstole, godt lys - bl.a. fra et stort ovenlysvindue - og sofaborde.

hj bib 02

Kulturkonservative vil sikkert begræde tabet af det gode gamle bibliotek med dets fokus på det skrevne ord, bøger og ro til fordybelse, men jeg er ret begejstret for rummet i det ny bibliotek, der på samme tid er kaotisk inciterende og fyldt med små rolige hjørner, hvor man kan sætte sig med sine børn eller med sig selv og en bog, cd eller laptop.  

Bag den utraditionelle indretning står bl.a. Bosch & Fjord, der med egne ord "udvikler koncepter og formgiver udfordrende rum som fysisk lægger op til anderledes brug, handling og tænkning". Bosch & Fjords erklærede målsætning er at styrke innovationen:

"Innovation er at investere i mennesker. Kun mennesker kan tænke nyt, dele viden eller udvikle. Desværre er de vanedyr. De gør sædvanligvis det samme i stedet for at gøre noget nyt og anderledes.

Innovation er at gøre noget nyt. Et inspirrende arbejdsmiljø stimulerer og tvinger brugerne til at bryde faste tanke- og handlemønstre og opmuntrer til innovativ udvikling og vidensdeling."

Bibliotekarerne på Hjørring Bibliotek har også været inddraget i arbejdet med det nye bibliotek, bl.a. det helt konkrete flyttearbejde. Det sidste er der kommet en sjov lille stop-motion-film ud af, som kan ses på Vimeo (lagt op af bibliotekar Peter Martin Jørgensen ).

 

Add comment




  Country flag

biuquote
  • Comment
  • Preview
Loading