Tim Brown om kreativitet

by Mikael Kristiansen 18. March 2009 17:34

Tim Brown, der er CEO for innovations- og designfirmaet IDEO, taler i denne TEDTalk om forholdet mellem leg og kreativitet. Brown understreger igen og igen det vigtige i at eksperimentere ukritisk og henviser til børn, der er mindre hæmmede og mere ukritiske og kreative. Så vidt så godt. Det er der i og for sig ikke noget nyt i.

Leg er dog ikke anarki, bemærker Brown. Leg har regler. Børn, der leger, følger ofte et manuskript. Der er regler for, hvordan man skal lege, men også for, hvornår man skal lege.

Designere - og kreative mennesker, kunne man tilføje - arbejder overordnet set med to tilstande: En hvor de genererer ideer, og en hvor de søger en løsning og udvikler denne løsning. Legen hører i højere grad hjemme i den første, mens vi finder alvoren, seriøsiteten i den anden. Det er nu let, bemærker Brown, at falde i fælden om, at man enten er legende anlagt, eller man er alvorlig, og at man ikke kan være begge dele. Men den opfattelse er ifølge Tim Brown helt forkert. Det kan sagtens lade sig gøre at være både en seriøs voksen, der arbejder professionelt, og en til tider legende person.

Pointen i Browns TEDTalk er, at tillid er en forudsætning for leg, og at tillid er vigtig for kreativ udfoldelse. Vi skal føle os trygge, før vi giver os hen til leg. Og vi har gjort os nogle erfaringer som børn, der er brugbare for kreativ udfoldelse:

  • Eksperimenteren: Gå efter kvantitet, lad være med at stille for store krav til kvaliteten. Ønsket om at være unik og original fungerer alt for ofte som en hæmsko for kreativiteten
  • Byg: Tænk med dine hænder, lav prototyper så hurtigt som muligt, så du kan teste dine ideer på andre mennesker og få værdifuld respons
  • Rollespil: Spil det ud, lev dig ind i situationer, for de almindelige mennesker, som kunne tænkes at skulle bruge eller på anden måde forholde sig til dit produkt

(Via den som altid fremragende Poder.dk)

Add comment




  Country flag

biuquote
  • Comment
  • Preview
Loading